I årstiden mørkets stund, vandrede jeg ude ved vandet. Havet var sort men stod helt stille, underligt nok for denne dag skulle der komme en stor storm, men det blæste ikke endnu. Man siger jo stilhed før stormen. Det var her jeg så RIFKA. Ude i det mørkeste dyb, så jeg to øjne der var sorte som natten og skindede guld som dværgenes guld i de store miner. Jeg satte mig ved vandkanten og kaldte: Kære væsen vis dig for mig, lad mig hører din visdom og dit navn. Øjnene begyndte at komme nærmere og nærmere. Da øjnene var tæt på kanten af havet rejste hun sig, den smukkeste sirene. Med det lange sorte hår, der nærmest slaskede ned i ansigtet på hende, de smukke øjne og helse hendes havfrue lignede væsen.. Med den smukkeste stemme fortalte hun: Jeg er RIFKA, jeg kommer med visdommen tiltrækning. Lad mig synge med min energi for mennesket, så mennesket kan tiltrække det liv de ønsker at leve, frit fra deres sjæl, lad mig tiltrække, kærlighed, rigdom og styrke til mennesket. Lad mennesket sende deres budskaber til universet via mig, og lad havet omfavne dem med hendes sang så de kan være beskyttet i deres egen rigdom. 🖤💫
